Foto: DFS
Fotograf: Anonym
Hans Peter Hansen er født den 26. februar 1861 i Holing ved Herning som søn af en gårdmand.
Som ung tjente han forskellige steder som karl, men efter et hestebid blev han uarbejdsdygtig og var ude af stand til at arbejde ved landbruget.
Han tog så præliminareksamen og uddannede sig derefter som konservator.
Konservatorarbejdet forblev hans faste indtægtskilde i årene fremover samtidig med, at han passede Herning Museum og underviste konservatorelever.
Han fattede tidligt interesse for den gamle levevis og de kulturformer og arbejdsprocesser, som han så omkring sig, men som var i hastig forvandling, og meget af dette lykkedes det ham at fastholde ved hjælp af fotografier og film.
Hans møde og samarbejde med folk som A. Trøstrup, H.F. Feilberg og Evald Tang Kristensen ansporede ham yderligere i arbejdet.
I 1915 blev han forstander for Herning Museum, og med sin fortsatte store indsamling gjorde han museet til et centrum for midtjysk folkelivsforskning og kulturhistorie.
Han var medredaktør på tidsskriftet “Sprog og Kultur” og har selv skrevet adskillige bøger om kulturhistoriske emner.
Evald Tang Kristensen har optegnet viser efter ham, men det var kun Hakon Grüner-Nielsen. der optog ham på fonograf.
Se noderne her. - Melodinedskrift og nodesætning: Morten Levy.