Hun tog en sølvkam og kæm’de hans hår
- Nu vil jeg med dig -.
og hver gang hun kæm’de hun fæl’de den tår’
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Og sæt dig nu ned og snakke med mig
- Nu vil jeg med dig. -
Hvordan er der på jorden hos dig?”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Ja sådan er der på jorden hos mig*  * egl. dig
- Nu vil jeg med dig -.
alt som i helvede, gid jeg var hos dig”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Og hvordan er der under jorden hos dig”
 - Nu vil jeg med dig -.
alt som i himmerig’, gid du var hos mig”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Og somme si’r jord’n her under i med døde mands ben
 - Nu vil jeg med dig -.
men jeg vil sig’ jorden under i med grå marmorsten.”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Men nu galer hanen den røde
- Nu vil jeg med dig -.
Til jorden skal alle de døde.”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Og nu galer hanen den hvide
 - Nu vil jeg med dig - .
Til jorden skal alle de lige.”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Men nu galer hanen den sorte
- Til jorden skal jeg -.
Nu lukker de himmerig’s porte.”
Så troloved’ hun den ridder.
 
“Somme si’r jord’n her under i som pureste guld.
- Nu vil jeg med dig.
men jeg si’r jord’n her under i med ormene fuld.”
Så troloved’ hun den ridder.
 
 
 
 
 “Og somme si’r jord’n her under i som grå marmorsten
 - Nu vil jeg med dig . -
men jeg vil sig’, jorden her under i med døde maands ben.”
Så troloved’ hun den ridder.
 
Og der de kom til den kirkegård
 - Nu vil jeg med dig .-
da falmed’ hans kinder, da blegned’ hans hår.
Så troloved’ hun den ridder.

og se dig op hvor de små stjerner gå
 - Nu vil jeg med dig . -
hendes kærest’ blev borte, hun hannem ikke så.
Så troloved’ hun den ridder.
 
Hun satte sig ned på sin kærestes grav,
 - Nu vil jeg med dig . -
der sad hun og græd til den højlyse dag.
Så troloved’ hun den ridder.