Hwe do hwa, sæjer i det samme sognefogeden. Nu sidder vi hier så godt, du ka’ fortæel wos huden det gik te, Niels da du bejled’. Så behøwer vi et a ta edder hva saddelmaweren sæjer, å så ka’ Ann’ Marie mæ de samme få at wid’huden det går te a bejle.
Ja a troer du sæjer jen ting[såe kommersden]. Ka’ det fornøwe jer så ka’ jæ osse gjarn fortælle jer’ed, huden det gik te, for det er jo en saw a behøwer et’ a dølles øwer
 Han putted’ nu hans pib’ i hans kjol’lomm’ etter han ha’de banket den ud å hældt såsen å.  
 Så to’ han en skrådåes op a æ bowselomme og bed en vældig skrå å.  Da han håed gien den et par goe klem, å håed spyttet et par gång’ så begyndte han å fortæel akkurat lisom a no fortæller jer’ed. “Det var tiden” begyndt’ han, “den toårs plaw a såel i foråret te Andreas Bager i Knæjdrup, det var jo  det tredie føl a håed få’t te i medgiwt mæ, Jow ja så er det nu ligodt ott’ år te etteråret sen a blew giwt.- Nu jo ja, men nok om det.
Det var nu samm’ sommer såen ommentrent ve’ sankthanses ti’er det var jo da i ållenfald et bette stykk´etter pinse. Det var en søndaw må’ren a war sjæl trukken ud mæ kyern’ i udmarken. We det a nu kommer å går hjem så står ham Kjellesen ude i hans kall’gård med begge hans arme opp’ å kalvegjarret og står å røger å hans piw’- det var no så nøj  et yndigt vejr, å koerne græst [det var så lie te det growt]

”Hør” sæjer a lisådan te ham den gang vi håe bøjen godaw te hinåen “Har  do et mer’ trawlt end det ser ud te, så ka do osse gjarn få stån’ te at følle mæ hjem, Vi ka gå ud å se å mi korn i indmarken”.“Vi ku da kaensaen osse det kjoert han å skræwet øwer gjarret-".