Det randt mig i tanker en aften så sildig,
jeg ene omvanked’ i grønneste lund:
[Hvor dagen hvorfor jeg i jeg] måtte lide
den kendte jeg nøje hvordan det end går.
Ej rigdom jeg haver,af stads jeg ej praler,
jeg er ej din lige, det kan jeg forstå.
Nu må jeg med pine mine dage henslide
fordi jeg har mistet min kærest’ så god.