Jeg spadserte en aften min ensomme gang,
der hørt’ jeg en pige så sørgelig sang.
Hun sang om den ven, hun ha’d elsket så højt,
thi hun vidste, han havde ej hende forglemt.
 
Jeg stod da lidt stille gav nøjere agt,
og udi mit hjerte blev kærlighed lagt.
Den ven, du begræder, hans øjne er lukt,
de grusomste bøljer hans liv har udslugt.
 
Af længsel den pige hun segner til jord:
“Ak himmel, ak himmel, min sorrig er stor.
Nu er min glæde på jorden forbi,
min Vilhelm, min Vilhelm, jeg følger med dig.”