Det var jo nu tæt henad midnatstid,
den kælling begyndte at jamre.
Hendes særk var growen så fast i hend lænd,
som den var klinket med hamre.
og jammer så vel og tænder så lidt
[Og hjertemand lill’ ta’ ve’mæ din’ tænd’
og træk mig den så listelig ud af min lænd.]
og somme somme som
 og hoppe hoppe hop
 I daw var den kjælling til barsel.